fredag den 16. oktober 2009

ALBA - En anden verden bliver skabt


Danske græsrødder byder Chavez, Morales, Castro og Ortega velkommen

En række solidaritetsorganisationer, fagforeninger og politiske partier inviterer til folkemøde med folkelige ledere fra Latinamerika. Det bliver den 17. december i København

Danske græsrødder byder Hugo Chavez, Evo Morales, Raul Castro og Daniel Ortega velkommen til København til december.
De fire præsidenter fra Venezuela, Bolivia, Cuba og Nicaragua er inviteret til at tale ved et festligt folkemøde når de ventes til København i forbindelse med FN’s Klimatopmøde i december.
– Vi er langt fremme med forberedelserne, fortæller Sven-Erik Simonsen fra Dansk-Cubansk Forening, der har taget initiativet til folkemødet.
– Og der er allerede en række fagforeninger, politiske partier og solidaritetsorganisationer, som bakker op om idéen.
Invitationerne til præsidenterne blev sendt før sommerferien, og de er blevet modtaget positivt i Caracas, Havanna, La Paz og Managua.
Så sent som i søndags talte Venezuelas præsident Hugo Chavez om klimatopmødet i København i sit ugentlige tv-program „Aló presidente”. Chavez understregede vigtigheden af topmødet.
– Og når han synes emnet er vigtigt, kommer han vel til København. Og hvis han kommer til København kan jeg ikke forestille mig, at han ikke kommer forbi græsrøddernes Klimaforum09 og hilser på de mange mennesker, som vi er sikre på dukker op til et sådant folkemøde, siger Sven-Erik Simonsen.
Faktisk er der inviteret yderligere fem stats- og regeringsledere til folkemødet. Det er nemlig lederne fra de ni lande, som er medlemmer af ALBA-samarbejdet i Latin­amerika, der er inviteret.
De øvrige fem lande er Ecuador, Honduras og de caribiske ø-stater Dominica, Antigua & Barbuda og St. Vincent & Grenadinerne.
Dette ALBA-samarbejde har fokus på, at skabe en klima- og miljømæssigt bæredygtig udvikling. Olien og naturgassen i Venezuela og Bolivia bliver blandt andet brugt til at investere i bæredygtig social udvikling.